ADHD er en diagnose, som ofte identificeres i barndommen. Men i mange tilfælde bliver symptomerne overset eller sløret – enten fordi de er blevet tolket som noget andet, eller fordi personen har fundet strategier til at kompensere. Derfor opdages ADHD ikke sjældent først i voksenlivet.
Mange voksne med ADHD har lært at skjule deres symptomer og tilpasse sig gennem stor indsats og vedvarende kompensation. Det betyder dog ikke, at symptomerne ikke er til stede, eller at de ikke har haft betydelig indvirkning. Tværtimod oplever mange en stigende grad af indre belastning, som først bliver tydelig, når kravene i hverdagen overstiger evnen til at holde sammen på det hele.
En udredning for ADHD i voksenlivet kræver særlig opmærksomhed på, hvordan tilstanden kommer til udtryk individuelt. Målet er at opnå en nuanceret forståelse af symptombilledet – både aktuelt og historisk – og at identificere de strategier og støtteformer, der bedst kan hjælpe. For mange fører en ADHD-diagnose til øget selvforståelse, større selvoverbærenhed og bedre mulighed for at træffe meningsfulde valg i hverdagen.
Hos kvinder kan ADHD være særligt svær at få øje på. Mange kvinder udvikler tidligt strategier til at maskere deres symptomer og leve op til ydre forventninger, hvilket kan føre til, at vanskelighederne forbliver skjulte – både for omgivelserne og for dem selv.
Denne form for “usynlig ADHD” kan føre til en oplevelse af ikke at slå til, af skam og selvkritik. Ofte har disse kvinder høje krav til sig selv og en vedvarende følelse af uro, overstimulering eller overansvar. Det er ikke ualmindeligt, at diagnosen først kommer på tale i forbindelse med udbrændthed, stress eller i kølvandet på udredning af egne børn.
En grundig udredning tager højde for de mere subtile og kønsspecifikke udtryk for ADHD og giver mulighed for at identificere både ressourcer og belastninger. For mange kvinder bliver diagnosen første skridt mod større selvaccept og indsigt i egne behov og grænser.
Nyere forskning peger på en høj grad af komorbiditet mellem ADHD og autismespektrumforstyrrelser (ASF). Faktisk viser undersøgelser, at mellem 50 og 70 % af personer med én af diagnoserne også udviser træk ved den anden.
Denne overlapning stiller særlige krav til udredningen. ADHD og ASF kan på nogle områder ligne hinanden, mens de på andre virker modstridende. Derfor er det afgørende med en klinisk tilgang, der er opmærksom på samspillet mellem de to tilstande – hvordan de hver især kommer til udtryk, og hvordan de påvirker hinanden.
I min praksis har jeg set mange eksempler på, at netop denne differentiering er nødvendig for at få det samlede kliniske billede til at give mening. En grundig udredning gør det muligt at tilpasse støtte og behandling præcist til det, den enkelte har brug for.
En udredning for ADHD foretaget af autoriseret psykolog er fuldt anerkendt og kan danne grundlag for videre medicinsk behandling. Hvis der efter endt udredning vurderes behov for medicinsk støtte, formidler jeg gerne kontakten til specialiserede ADHD-klinikker, som aktuelt har kort ventetid – ofte kun 1–2 uger. Her kan behandlingen igangsættes med afsæt i den psykologiske udredning og den stillede diagnose, hvilket giver en smidig og sammenhængende overgang fra udredning til medicinsk behandling.
ADHD hos voksne – når mønstre giver mening
Mange voksne, der søger udredning for ADHD, gør det med en fornemmelse af, at noget har fulgt dem gennem livet – en vedvarende følelse af uro, kaos, glemsomhed eller vanskeligheder med struktur og overblik. For nogle handler det om problemer i arbejdslivet eller familielivet. For andre handler det om et livslangt indre pres, en oplevelse af at skulle yde mere end andre for at opretholde almindelig hverdag. En udredning kan skabe klarhed og give sprog for mønstre, som længe har været til stede – og ofte bringe en ny forståelse af både udfordringer og styrker.
Et livslangt mønster – men hvornår mon det startede?
ADHD er en udviklingsforstyrrelse, og symptomerne skal kunne spores tilbage til barndommen. Mange voksne har dog vanskeligt ved at huske konkrete episoder fra skoletiden, eller har lært tidligt at tilpasse sig omgivelserne. I nogle tilfælde kan pårørendes beskrivelser eller gamle skoleudtalelser bidrage til at underbygge vurderingen, men det er langt fra altid muligt. Derfor er det afgørende at forstå det samlede billede – hvordan vanskelighederne har formet sig gennem livet, og hvordan de viser sig i dag.
Når det ydre ikke afslører det indre
En stor del af de voksne, der får stillet en ADHD-diagnose, har i årevis gjort en stor indsats for at kompensere for deres symptomer. De har måske udviklet avancerede systemer og rutiner, brugt digitale hjælpemidler eller arbejdet over evne for at holde sammen på hverdagen. Det kan betyde, at de fremstår velfungerende udadtil – men indadtil lever med udtalt udmattelse, indre uro og lavt selvværd. Især kvinder har ofte maskeret deres vanskeligheder, hvilket kan føre til skamfølelse og forsinket erkendelse. Derfor kræver udredningen blik for de usynlige belastninger.
Skelnen og samspil med andre tilstande
Symptomer på ADHD kan overlappe med eller minde om andre psykiske tilstande, såsom angst, depression, emotionelt ustabil personlighedsstruktur eller autisme. Mange har desuden haft komplekse livsforløb med belastninger, som har præget deres trivsel og selvopfattelse – herunder også mønstre af misbrug eller afhængighed, som i nogle tilfælde har fungeret som en måde at regulere indre uro eller håndtere impulsivitet. Derfor rummer udredningen altid en grundig vurdering af mulige følgetilstande og differentialdiagnoser, så det bliver muligt at forstå den enkeltes mønster med størst mulig præcision og respekt.
Målet med udredning – og vejen videre
Udredningen bygger på en kombination af klinisk interview, spørgeskemaer og – efter behov – kognitive test. Det er dog ikke testresultaterne alene, men den samlede fortælling og funktionelle vurdering, der danner grundlag for den faglige konklusion. Mange søger udredning for at forstå sig selv bedre og få bekræftet en mistanke. Andre håber på støtte, behandling eller tilpasning i job eller uddannelse. Uanset formålet lægges der vægt på at skabe en tryg og professionel ramme, hvor man som voksen bliver mødt med respekt for sin historie og sine erfaringer. For mange er det første skridt mod en lettere og mere balanceret hverdag.
ADHD hos kvinder – når mønstret ikke ligner det klassiske
Mange kvinder med ADHD har gået gennem livet med en fornemmelse af at være på overarbejde – uden at vide hvorfor. De har måske haft svært ved at bevare overblikket, haft indre uro, været ekstra sårbare følelsesmæssigt eller kæmpet med vedvarende træthed og selvkritik. Men fordi deres symptomer ofte ikke ligner det klassiske billede på ADHD – og fordi de har været gode til at kompensere og maskere – bliver de sjældnere opdaget. En udredning kan være en øjenåbner og begyndelsen på en ny forståelse af sig selv.
Et andet udtryk – men lige så reelt
ADHD hos kvinder viser sig ofte på andre måder end hos mænd. Hvor drenge måske blev bemærket for deres impulsivitet og uro i klasselokalet, kan piger være blevet opfattet som stille, drømmende eller “bare lidt rodede”. Mange kvinder har primært den uopmærksomme type, hvor glemsomhed, distraktion og vanskeligheder med organisering er fremtrædende – men uden udadrettet uro. Når der er hyperaktivitet, viser den sig oftere som indre rastløshed, tankemylder eller følelsesmæssig spænding frem for fysisk uro.
Maskering og forventningspres
Kvinder lærer tidligt – ofte ubevidst – at leve op til sociale normer. Det gælder også, når de kæmper med ADHD-symptomer. Mange udvikler strategier for at skjule deres vanskeligheder og overkompensere gennem perfektionisme, overansvar eller overdreven tilpasning. Det kan se ud som om, de klarer sig godt, men bag facaden ligger ofte udmattelse, selvbebrejdelser og oplevelsen af aldrig at slå til. Samtidig kan hormonelle svingninger som menstruation, graviditet og overgangsalder forstærke symptomerne, uden at det nødvendigvis bliver forbundet med ADHD.
Sen erkendelse – og mange spor i bagagen
Mange kvinder diagnosticeres først i voksenalderen – ofte i forbindelse med stress, udbrændthed eller fordi deres barn bliver udredt, og de genkender mønstre hos sig selv. På det tidspunkt har de måske allerede levet i årevis med angst, depression, spiseforstyrrelser eller lavt selvværd. En del har haft gentagne oplevelser af at miste overblikket, bryde sammen under pres eller føle sig utilstrækkelige i roller som forælder, partner eller kollega. En udredning kan give sprog og sammenhæng til disse erfaringer – og skabe grobund for en mere skånsom tilgang til sig selv.
En anderledes begyndelse – men et fælles mål
Udredningen af ADHD hos kvinder kræver et særligt blik for netop disse kønsspecifikke træk. Det handler ikke om at tilpasse diagnosen, men om at forstå, hvordan symptomerne kommer til udtryk i netop dét liv, dén person har levet. Gennem klinisk interview, spørgeskemaer og funktionel vurdering tegnes et billede af både udfordringer og ressourcer. Målet er ikke kun at stille en diagnose, men at skabe indsigt og åbne for muligheder – fx for støtte, tilpasninger i hverdagen, eller behandling, hvis det ønskes. For mange kvinder er det en lettelse endelig at blive set – ikke som for følsom, for distræt eller for doven, men som en person med et sammenhængende mønster, der nu bliver forstået.
Når ADHD og autisme optræder samtidig – komorbiditet og kompleksitet
Det er ikke ualmindeligt, at ADHD og autisme forekommer sammen. Faktisk har en betydelig andel af personer med enten ADHD eller en autismespektrumforstyrrelse (ASF) træk fra den anden tilstand. Det kan gøre udredning og behandling mere kompleks – men også mere præcis, når de rette sammenhænge bliver synlige. For mange er det netop mønstrene mellem diagnoserne, der forklarer oplevelsen af at have kæmpet på flere fronter samtidig.
Forskelle og overlap – hvad er hvad?
Både ADHD og ASF kan give anledning til opmærksomhedsproblemer, impulsivitet og sociale vanskeligheder – men årsagen og karakteren af symptomerne er ofte forskellig. Ved ADHD er opmærksomhedsproblemer ofte relateret til distraktion og manglende vedholdenhed, mens personer med ASF kan have svært ved at filtrere og prioritere indtryk. Impulsivitet ved ADHD er typisk reaktiv og spontan, mens den hos personer med ASF kan skyldes frustration eller brud på forventede rutiner. De sociale vanskeligheder ved ADHD handler ofte om uopmærksomhed eller impulsiv adfærd, der forstyrrer sociale samspil, mens de ved ASF bunder i en grundlæggende anderledes måde at forstå og afkode sociale signaler på.
Når begge tilstande er til stede
Når en person har både ADHD og ASF, kan der opstå et særligt sammensat funktionsbillede. Strukturbrud kan opleves ekstra overvældende, følelsesmæssige reaktioner kan være intense og svære at regulere, og sociale situationer kan føles både uforståelige og uforudsigelige. Mange beskriver en følelse af at være i konstant alarmberedskab – fanget mellem behovet for forudsigelighed og en impulsivitet, der ikke altid lader sig styre. Det kan føre til udmattelse, frustration og en oplevelse af ikke at passe ind nogen steder.
Tre forskellige udtryk for komorbiditet
Komorbiditet mellem ADHD og ASF kan komme til udtryk på forskellige måder. Ét mønster ses hos personer med et stort behov for fordybelse og alene-tid, som igen og igen oplever, at de bliver distraheret og revet ud af deres koncentration – enten af ydre forstyrrelser eller en indre rastløshed og længsel mod noget andet. Her kolliderer ASF’ens behov for fordybelse med ADHD’ens uro og skiftende opmærksomhed, hvilket kan skabe stor indre frustration.
Et andet udtryk ses hos personer, der af omgivelserne bliver beskrevet som både meget sociale og meget tilbagetrukne. Det kan skyldes, at de indledende faser af social kontakt er nøje forberedt – og går godt, så længe samtalen holder sig inden for forudsigelige rammer. Men når emnet skifter spontant, eller samspillet bliver ustruktureret, opstår usikkerhed og misforståelser. Denne kombination af struktureret social tilgang (typisk for ASF) og impulsive reaktioner (typisk for ADHD) kan gøre det vanskeligt at finde en stabil social identitet.
Den tredje variant er den tunge komorbiditet, som ofte ledsages af lavt selvværd og depressive stemninger. Personen oplever at have evner og viden, men mangler evnen til at fastholde fokus og gennemføre idéer. Gang på gang bliver forsøg på fordybelse forstyrret af ADHD’ens impulsivitet og opmærksomhedsvanskeligheder, og med tiden opstår en oplevelse af fiasko. Det kan føre til selvkritik, skuffelse og en negativ forventning om, at man alligevel ikke kan lykkes. Denne fastlåste følelse af utilstrækkelighed bliver i sig selv en barriere, som yderligere hæmmer engagement og initiativ.
Når samspillet skaber styrke
Selvom komorbiditeten mellem ADHD og ASF ofte forbindes med kompleksitet og belastning, kan samspillet mellem de to diagnoser også føre til særlige ressourcer. For det første ses det, at nogle personer med ASF og samtidig ADHD oplever, at ADHD’en bidrager med fleksibilitet og spontanitet, som gør det lettere at løsne lidt på de ellers rigide mønstre og forestillinger. Det kan skabe en større bevægelighed i sociale sammenhænge og mindske angst for forandringer.
For det andet kan ASF’ens sans for detaljer og analytisk dybde kombineret med ADHD’ens idérigdom og energi give et særligt kreativt udtryk – særligt i faglige, tekniske eller kunstneriske sammenhænge. Her bliver det tydeligt, hvordan evnen til at fordybe sig intenst i et emne (ASF) og tænke i utraditionelle baner (ADHD) kan berige hinanden.
Endelig ser man hos nogle, at netop bevidstheden om deres dobbelte funktionsmåde fører til stærk selvindsigt og motivation for at skabe struktur og balance. De ved, at de har brug for klare rammer – og bruger både interne og eksterne strategier aktivt for at lykkes i deres hverdag. Dette kan resultere i en bemærkelsesværdig evne til problemløsning og selvstøtte, som gør dem robuste i mange kontekster.
Tankemylder og kognitiv uro
Et fænomen, der ofte nævnes i sammenhæng med ADHD – og som kan forstærkes i kombination med ASF – er oplevelsen af tankemylder. Mange beskriver det som en konstant strøm af tanker, der skifter hurtigt og ofte uden indbyrdes sammenhæng. Det kan være svært at fastholde fokus, fordi nye indtryk og idéer hele tiden bryder ind. Hos personer med ADHD skyldes dette bl.a. vanskeligheder med at regulere opmærksomhed og hæmme spontane tanker, mens ASF kan bidrage med øget sensitivitet over for sanseindtryk og udfordringer med mental filtrering. For nogle opleves tankemylderet som en indre hyperaktivitet – en slags kognitiv uro – der gør det vanskeligt at finde ro, især ved sengetid eller i stressede situationer.
Udredning med blik for begge mønstre
Det kræver erfaring og opmærksomhed at identificere, hvordan ADHD og ASF hver især – og i samspil – præger personens funktionsmåde. Nogle symptomer kan ligne hinanden, andre kan skjule hinanden. Fx kan ADHD-symptomer fylde så meget, at ASF-træk ikke bemærkes, eller ASF-træk kan gøre, at klassiske ADHD-behandlinger (som medicin) ikke virker som forventet. Især hos kvinder ser man ofte, at symptomer på ASF er blevet maskeret i årevis, og først kommer til syne i forbindelse med stress eller udbrændthed.
Behandling og støtte – et dobbelt blik
Når begge diagnoser er til stede, skal støtten tage højde for begge funktionsmåder. ADHD-indsatser handler ofte om struktur, planlægning og impulskontrol, mens ASF-indsatser fokuserer på social forståelse, kommunikation og sensorisk balance. Mange har gavn af psykoedukation, hvor både personen selv og eventuelle pårørende får indsigt i, hvordan de to tilstande påvirker hinanden. Det handler ikke kun om at finde de rette strategier, men også om at skabe realistiske forventninger og skånsomme rammer – i både hverdagsliv, relationer og arbejdsliv.
At få øje på helheden
Når ADHD og ASF optræder sammen, forstærker de ofte hinandens udfordringer – men også behovet for en individuelt tilpasset indsats. Det handler ikke om at passe ned i én bestemt kategori, men om at forstå det samlede mønster og justere støtten derefter. Derfor er det afgørende, at udredningen er grundig og helhedsorienteret – og at behandlingen møder personen dér, hvor livet leves.
Med indførelsen af ICD-11 er der kommet en større tydelighed omkring differentiering mellem former for ADHD, hvor enten uopmærksomhed eller hyperaktivitet-impulsivitet dominerer.
I ICD-11 kaldes ADHD samlet set for “6A05 Attention Deficit Hyperactivity Disorder”, og der specificeres tre præsentationsformer:
6A05.0 ADHD, præsentation med overvejende uopmærksomhed
(hvor uopmærksomhedssymptomer er dominerende)
6A05.1 ADHD, præsentation med overvejende hyperaktivitet-impulsivitet
(hvor hyperaktivitet og impulsivitet er dominerende)
6A05.2 ADHD, kombineret præsentation
(hvor både uopmærksomhed og hyperaktivitet/impulsivitet er fremtrædende)
Specifikt om 6A05.1 (overvejende hyperaktivitet-impulsivitet):
Ved denne præsentationsform er det hyperaktivitet og impulsivitet, der er i fokus, uden at der nødvendigvis er væsentlige opmærksomhedsforstyrrelser. Det betyder, at man kan opleve betydelig uro, rastløshed eller impulsiv adfærd, selvom ens evne til at koncentrere sig kan være relativt intakt.
Eksempler på symptomer kan være:
Vanskeligheder ved at forblive stille, motorisk uro
Følelse af indre spænding eller uro
Taletrang
Afbrydelse af andre
Vanskeligheder ved at vente på tur
Handlinger uden overvejelse af konsekvenser
Især hos unge og voksne kan den fysiske hyperaktivitet aftage og i stedet opleves som en indre uro eller konstant spændingstilstand.
Diagnosekriterier i ICD-11 kræver, at:
Symptomerne har været til stede siden barndommen (før 12-års-alderen)
Symptomerne har en betydelig negativ indflydelse på funktion i flere livsområder (fx uddannelse, arbejde eller sociale relationer)
Symptomerne ikke bedre forklares af andre psykiske eller medicinske tilstande
Hvordan adskiller dette sig fra tidligere systemer?
I ICD-10 blev ADHD kategoriseret under “forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed” (F90.0), men der var mindre tydelighed omkring muligheden for at have primært hyperaktivitet-impulsivitet uden væsentlig uopmærksomhed.
I DSM-5 (det amerikanske diagnosesystem) findes en tilsvarende mulighed, hvor diagnosen ADHD, overvejende hyperaktiv-impulsiv præsentation anvendes, hvis hyperaktive og impulsive symptomer dominerer.
Sammenfatning:
Med ICD-11 får klinikere en mere fleksibel og præcis mulighed for at anerkende de personer, hvor hyperaktivitet og impulsivitet er de primære vanskeligheder – også selvom opmærksomhedsforstyrrelser kun er milde eller ikke til stede i væsentligt omfang.
Som psykolog kan jeg udrede og rådgive og lave psykoedukation. Jeg kan formidle til psykiatrisk klinik, hvor man uden ventetid igangsætter medicinsk behandling på baggrund af psykologudredning.