PDA (oprindeligt betegnet Pathological Demand Avoidance, i dag ofte forstået som Persistent Drive for Autonomy) er ikke en selvstændig diagnose, men en betegnelse for et særligt funktionsmønster, som kan ses hos nogle mennesker på autismespektret. Centralt i denne forståelse står det, man kalder demand avoidance – en gennemgribende undgåelse af krav og forventninger. Det afgørende er, at undgåelsen ikke handler om modvilje, dovenskab eller bevidst opposition, men om regulering.
For nogle med denne profil opleves krav som mere end praktiske eller sociale forventninger. Krav kan anfægte oplevelsen af selvbestemmelse og kontrol – og i yderste konsekvens oplevelsen af at være sig selv. Demand avoidance bliver her ikke et valg, men en nødvendig strategi for at bevare sammenhæng og autonomi.
Nogle beskriver denne regulering som en dæmning, der holder hverdagen, identiteten og følelsen af sammenhæng samlet. Så længe dæmningen er intakt, kan personen fungere stabilt, ofte også med høj tilpasning og ansvarlighed. Men selv en lille sprække – et velment forslag, en implicit forventning, et krav på et uheldigt tidspunkt – kan opleves som farlig. Ikke fordi kravet i sig selv er stort, men fordi det repræsenterer risikoen for, at presset breder sig og kontrol går tabt.
I dette perspektiv bliver demand avoidance forståelig: Hvis den mindste sprække får lov at stå åben, kan hele dæmningen bryde sammen. Derfor kan reaktionerne blive pludselige, intense og kompromisløse. Ikke som udtryk for trods eller manipulation, men som et forsøg på at forhindre et sammenbrud i selvreguleringen.