Der er nærmest en forventning om at fungere, præstere og have overskud. Samtidig kan det være et krævende arbejde at opretholde dette billede udadtil.
Den indre pendler
Mange kvinder med både autistiske og ADHD-relaterede træk beskriver netop dette som en indre pendler.
Selvforståelsen kan pendle mellem:
klarhed og tvivl
overskud og udmattelse
oplevelsen af at fungere godt – og oplevelsen af at være forkert
Pendlen er ikke tilfældig. Den hænger ofte sammen med, at forskellige funktionsmåder er til stede samtidig – uden tidligere at være blevet set i sammenhæng.
Når blå og gul ikke bliver grøn
AUDHD er ikke en ‘tredje tilstand’
Når autistiske og ADHD-relaterede træk optræder samtidig, smelter de sjældent sammen til noget nyt.
De påvirker hinanden, men forbliver hver især tydelige. Som gul og blå, der står side om side – uden at blive grøn.
For mange viser det sig som:
et samtidig behov for struktur og forandring
både høj ansvarlighed og indre uro
både selvkontrol og perioder med overbelastning
Det kan fungere udadtil – men koste betydeligt indadtil.
Hvorfor opdages det ofte sent hos kvinder?
Når disse funktionsmåder er til stede samtidig, kan de ved en mere overfladisk vurdering komme til at skjule hinanden.
Struktur, pligtopfyldenhed og ansvar kan maskere uro og indre pres. Fleksibilitet, handlekraft og social tilpasning kan sløre behovet for ro, forudsigelighed og restitution.
Det kan meget vel være derfor, at den indre pendler er gået under radaren i mange år.
Belastningen er i stedet ofte blevet forstået som personlighed, stress eller “at være sådan”.
Giver det, du har oplevet, mere mening nu?
For mange handler erkendelsen ikke først og fremmest om en diagnose. Den handler om at få et indre overblik.
Når oplevelser, mønstre og reaktioner ses i sammenhæng, falder noget ofte på plads. Ikke fordi alt ændrer sig – men fordi noget ikke længere skal forklares igen og igen.
Disse oplevelser og måder at forstå sig selv på er ikke forbeholdt mennesker med AUDHD.
Men hvis det, du har læst her, vækker en tydelig genklang, kan det være en forståelsesramme, som fortjener at blive undersøgt nærmere.
Ofte går forståelse forud for handling, når noget skal ændre sig.
At vælge en samtale om relevansen af udredning kan være én måde at komme i gang med dette.
En indledende samtale giver mulighed for i fællesskab at se på din situation, dine erfaringer og dine spørgsmål – uden forpligtelse til et videre forløb.
AUDHD forekommer hos både kvinder og mænd. Denne side har fokus på kvinder, fordi vejene til erkendelse og afklaring her ofte ser anderledes ud og opdages senere.