ADHD hos voksne – når mønstre giver mening
Mange voksne, der søger udredning for ADHD, gør det med en fornemmelse af, at noget har fulgt dem gennem livet – en vedvarende følelse af uro, kaos, glemsomhed eller vanskeligheder med struktur og overblik. For nogle handler det om problemer i arbejdslivet eller familielivet. For andre handler det om et livslangt indre pres, en oplevelse af at skulle yde mere end andre for at opretholde almindelig hverdag. En udredning kan skabe klarhed og give sprog for mønstre, som længe har været til stede – og ofte bringe en ny forståelse af både udfordringer og styrker.
Et livslangt mønster – men hvornår mon det startede?
ADHD er en udviklingsforstyrrelse, og symptomerne skal kunne spores tilbage til barndommen. Mange voksne har dog vanskeligt ved at huske konkrete episoder fra skoletiden, eller har lært tidligt at tilpasse sig omgivelserne. I nogle tilfælde kan pårørendes beskrivelser eller gamle skoleudtalelser bidrage til at underbygge vurderingen, men det er langt fra altid muligt. Derfor er det afgørende at forstå det samlede billede – hvordan vanskelighederne har formet sig gennem livet, og hvordan de viser sig i dag.
Når det ydre ikke afslører det indre
En stor del af de voksne, der får stillet en ADHD-diagnose, har i årevis gjort en stor indsats for at kompensere for deres symptomer. De har måske udviklet avancerede systemer og rutiner, brugt digitale hjælpemidler eller arbejdet over evne for at holde sammen på hverdagen. Det kan betyde, at de fremstår velfungerende udadtil – men indadtil lever med udtalt udmattelse, indre uro og lavt selvværd. Især kvinder har ofte maskeret deres vanskeligheder, hvilket kan føre til skamfølelse og forsinket erkendelse. Derfor kræver udredningen blik for de usynlige belastninger.
Skelnen og samspil med andre tilstande
Symptomer på ADHD kan overlappe med eller minde om andre psykiske tilstande, såsom angst, depression, emotionelt ustabil personlighedsstruktur eller autisme. Mange har desuden haft komplekse livsforløb med belastninger, som har præget deres trivsel og selvopfattelse – herunder også mønstre af misbrug eller afhængighed, som i nogle tilfælde har fungeret som en måde at regulere indre uro eller håndtere impulsivitet. Derfor rummer udredningen altid en grundig vurdering af mulige følgetilstande og differentialdiagnoser, så det bliver muligt at forstå den enkeltes mønster med størst mulig præcision og respekt.
Målet med udredning – og vejen videre
Udredningen bygger på en kombination af klinisk interview, spørgeskemaer og – efter behov – kognitive test. Det er dog ikke testresultaterne alene, men den samlede fortælling og funktionelle vurdering, der danner grundlag for den faglige konklusion. Mange søger udredning for at forstå sig selv bedre og få bekræftet en mistanke. Andre håber på støtte, behandling eller tilpasning i job eller uddannelse. Uanset formålet lægges der vægt på at skabe en tryg og professionel ramme, hvor man som voksen bliver mødt med respekt for sin historie og sine erfaringer. For mange er det første skridt mod en lettere og mere balanceret hverdag.
ADHD hos kvinder – når mønstret ikke ligner det klassiske
Mange kvinder med ADHD har gået gennem livet med en fornemmelse af at være på overarbejde – uden at vide hvorfor. De har måske haft svært ved at bevare overblikket, haft indre uro, været ekstra sårbare følelsesmæssigt eller kæmpet med vedvarende træthed og selvkritik. Men fordi deres symptomer ofte ikke ligner det klassiske billede på ADHD – og fordi de har været gode til at kompensere og maskere – bliver de sjældnere opdaget. En udredning kan være en øjenåbner og begyndelsen på en ny forståelse af sig selv.
Et andet udtryk – men lige så reelt
ADHD hos kvinder viser sig ofte på andre måder end hos mænd. Hvor drenge måske blev bemærket for deres impulsivitet og uro i klasselokalet, kan piger være blevet opfattet som stille, drømmende eller “bare lidt rodede”. Mange kvinder har primært den uopmærksomme type, hvor glemsomhed, distraktion og vanskeligheder med organisering er fremtrædende – men uden udadrettet uro. Når der er hyperaktivitet, viser den sig oftere som indre rastløshed, tankemylder eller følelsesmæssig spænding frem for fysisk uro.
Maskering og forventningspres
Kvinder lærer tidligt – ofte ubevidst – at leve op til sociale normer. Det gælder også, når de kæmper med ADHD-symptomer. Mange udvikler strategier for at skjule deres vanskeligheder og overkompensere gennem perfektionisme, overansvar eller overdreven tilpasning. Det kan se ud som om, de klarer sig godt, men bag facaden ligger ofte udmattelse, selvbebrejdelser og oplevelsen af aldrig at slå til. Samtidig kan hormonelle svingninger som menstruation, graviditet og overgangsalder forstærke symptomerne, uden at det nødvendigvis bliver forbundet med ADHD.
Sen erkendelse – og mange spor i bagagen
Mange kvinder diagnosticeres først i voksenalderen – ofte i forbindelse med stress, udbrændthed eller fordi deres barn bliver udredt, og de genkender mønstre hos sig selv. På det tidspunkt har de måske allerede levet i årevis med angst, depression, spiseforstyrrelser eller lavt selvværd. En del har haft gentagne oplevelser af at miste overblikket, bryde sammen under pres eller føle sig utilstrækkelige i roller som forælder, partner eller kollega. En udredning kan give sprog og sammenhæng til disse erfaringer – og skabe grobund for en mere skånsom tilgang til sig selv.
En anderledes begyndelse – men et fælles mål
Udredningen af ADHD hos kvinder kræver et særligt blik for netop disse kønsspecifikke træk. Det handler ikke om at tilpasse diagnosen, men om at forstå, hvordan symptomerne kommer til udtryk i netop dét liv, dén person har levet. Gennem klinisk interview, spørgeskemaer og funktionel vurdering tegnes et billede af både udfordringer og ressourcer. Målet er ikke kun at stille en diagnose, men at skabe indsigt og åbne for muligheder – fx for støtte, tilpasninger i hverdagen, eller behandling, hvis det ønskes. For mange kvinder er det en lettelse endelig at blive set – ikke som for følsom, for distræt eller for doven, men som en person med et sammenhængende mønster, der nu bliver forstået.
Når ADHD og autisme optræder samtidig – komorbiditet og kompleksitet
Det er ikke ualmindeligt, at ADHD og autisme forekommer sammen. Faktisk har en betydelig andel af personer med enten ADHD eller en autismespektrumforstyrrelse (ASF) træk fra den anden tilstand. Det kan gøre udredning og behandling mere kompleks – men også mere præcis, når de rette sammenhænge bliver synlige. For mange er det netop mønstrene mellem diagnoserne, der forklarer oplevelsen af at have kæmpet på flere fronter samtidig.
Forskelle og overlap – hvad er hvad?
Både ADHD og ASF kan give anledning til opmærksomhedsproblemer, impulsivitet og sociale vanskeligheder – men årsagen og karakteren af symptomerne er ofte forskellig. Ved ADHD er opmærksomhedsproblemer ofte relateret til distraktion og manglende vedholdenhed, mens personer med ASF kan have svært ved at filtrere og prioritere indtryk. Impulsivitet ved ADHD er typisk reaktiv og spontan, mens den hos personer med ASF kan skyldes frustration eller brud på forventede rutiner. De sociale vanskeligheder ved ADHD handler ofte om uopmærksomhed eller impulsiv adfærd, der forstyrrer sociale samspil, mens de ved ASF bunder i en grundlæggende anderledes måde at forstå og afkode sociale signaler på.
Når begge tilstande er til stede
Når en person har både ADHD og ASF, kan der opstå et særligt sammensat funktionsbillede. Strukturbrud kan opleves ekstra overvældende, følelsesmæssige reaktioner kan være intense og svære at regulere, og sociale situationer kan føles både uforståelige og uforudsigelige. Mange beskriver en følelse af at være i konstant alarmberedskab – fanget mellem behovet for forudsigelighed og en impulsivitet, der ikke altid lader sig styre. Det kan føre til udmattelse, frustration og en oplevelse af ikke at passe ind nogen steder.
Tre forskellige udtryk for komorbiditet
Komorbiditet mellem ADHD og ASF kan komme til udtryk på forskellige måder. Ét mønster ses hos personer med et stort behov for fordybelse og alene-tid, som igen og igen oplever, at de bliver distraheret og revet ud af deres koncentration – enten af ydre forstyrrelser eller en indre rastløshed og længsel mod noget andet. Her kolliderer ASF’ens behov for fordybelse med ADHD’ens uro og skiftende opmærksomhed, hvilket kan skabe stor indre frustration.
Et andet udtryk ses hos personer, der af omgivelserne bliver beskrevet som både meget sociale og meget tilbagetrukne. Det kan skyldes, at de indledende faser af social kontakt er nøje forberedt – og går godt, så længe samtalen holder sig inden for forudsigelige rammer. Men når emnet skifter spontant, eller samspillet bliver ustruktureret, opstår usikkerhed og misforståelser. Denne kombination af struktureret social tilgang (typisk for ASF) og impulsive reaktioner (typisk for ADHD) kan gøre det vanskeligt at finde en stabil social identitet.
Den tredje variant er den tunge komorbiditet, som ofte ledsages af lavt selvværd og depressive stemninger. Personen oplever at have evner og viden, men mangler evnen til at fastholde fokus og gennemføre idéer. Gang på gang bliver forsøg på fordybelse forstyrret af ADHD’ens impulsivitet og opmærksomhedsvanskeligheder, og med tiden opstår en oplevelse af fiasko. Det kan føre til selvkritik, skuffelse og en negativ forventning om, at man alligevel ikke kan lykkes. Denne fastlåste følelse af utilstrækkelighed bliver i sig selv en barriere, som yderligere hæmmer engagement og initiativ.
Når samspillet skaber styrke
Selvom komorbiditeten mellem ADHD og ASF ofte forbindes med kompleksitet og belastning, kan samspillet mellem de to diagnoser også føre til særlige ressourcer. For det første ses det, at nogle personer med ASF og samtidig ADHD oplever, at ADHD’en bidrager med fleksibilitet og spontanitet, som gør det lettere at løsne lidt på de ellers rigide mønstre og forestillinger. Det kan skabe en større bevægelighed i sociale sammenhænge og mindske angst for forandringer.
For det andet kan ASF’ens sans for detaljer og analytisk dybde kombineret med ADHD’ens idérigdom og energi give et særligt kreativt udtryk – særligt i faglige, tekniske eller kunstneriske sammenhænge. Her bliver det tydeligt, hvordan evnen til at fordybe sig intenst i et emne (ASF) og tænke i utraditionelle baner (ADHD) kan berige hinanden.
Endelig ser man hos nogle, at netop bevidstheden om deres dobbelte funktionsmåde fører til stærk selvindsigt og motivation for at skabe struktur og balance. De ved, at de har brug for klare rammer – og bruger både interne og eksterne strategier aktivt for at lykkes i deres hverdag. Dette kan resultere i en bemærkelsesværdig evne til problemløsning og selvstøtte, som gør dem robuste i mange kontekster.
Tankemylder og kognitiv uro
Et fænomen, der ofte nævnes i sammenhæng med ADHD – og som kan forstærkes i kombination med ASF – er oplevelsen af tankemylder. Mange beskriver det som en konstant strøm af tanker, der skifter hurtigt og ofte uden indbyrdes sammenhæng. Det kan være svært at fastholde fokus, fordi nye indtryk og idéer hele tiden bryder ind. Hos personer med ADHD skyldes dette bl.a. vanskeligheder med at regulere opmærksomhed og hæmme spontane tanker, mens ASF kan bidrage med øget sensitivitet over for sanseindtryk og udfordringer med mental filtrering. For nogle opleves tankemylderet som en indre hyperaktivitet – en slags kognitiv uro – der gør det vanskeligt at finde ro, især ved sengetid eller i stressede situationer.
Udredning med blik for begge mønstre
Det kræver erfaring og opmærksomhed at identificere, hvordan ADHD og ASF hver især – og i samspil – præger personens funktionsmåde. Nogle symptomer kan ligne hinanden, andre kan skjule hinanden. Fx kan ADHD-symptomer fylde så meget, at ASF-træk ikke bemærkes, eller ASF-træk kan gøre, at klassiske ADHD-behandlinger (som medicin) ikke virker som forventet. Især hos kvinder ser man ofte, at symptomer på ASF er blevet maskeret i årevis, og først kommer til syne i forbindelse med stress eller udbrændthed.
Behandling og støtte – et dobbelt blik
Når begge diagnoser er til stede, skal støtten tage højde for begge funktionsmåder. ADHD-indsatser handler ofte om struktur, planlægning og impulskontrol, mens ASF-indsatser fokuserer på social forståelse, kommunikation og sensorisk balance. Mange har gavn af psykoedukation, hvor både personen selv og eventuelle pårørende får indsigt i, hvordan de to tilstande påvirker hinanden. Det handler ikke kun om at finde de rette strategier, men også om at skabe realistiske forventninger og skånsomme rammer – i både hverdagsliv, relationer og arbejdsliv.
At få øje på helheden
Når ADHD og ASF optræder sammen, forstærker de ofte hinandens udfordringer – men også behovet for en individuelt tilpasset indsats. Det handler ikke om at passe ned i én bestemt kategori, men om at forstå det samlede mønster og justere støtten derefter. Derfor er det afgørende, at udredningen er grundig og helhedsorienteret – og at behandlingen møder personen dér, hvor livet leves.
ADHD er en diagnose, som ofte identificeres i barndommen. Men i mange tilfælde bliver symptomerne overset eller sløret – enten fordi de er blevet tolket som noget andet, eller fordi personen har fundet strategier til at kompensere. Derfor opdages ADHD ikke sjældent først i voksenlivet.
Mange voksne med ADHD har lært at skjule deres symptomer og tilpasse sig gennem stor indsats og vedvarende kompensation. Det betyder dog ikke, at symptomerne ikke er til stede, eller at de ikke har haft betydelig indvirkning. Tværtimod oplever mange en stigende grad af indre belastning, som først bliver tydelig, når kravene i hverdagen overstiger evnen til at holde sammen på det hele.
En udredning for ADHD i voksenlivet kræver særlig opmærksomhed på, hvordan tilstanden kommer til udtryk individuelt. Målet er at opnå en nuanceret forståelse af symptombilledet – både aktuelt og historisk – og at identificere de strategier og støtteformer, der bedst kan hjælpe. For mange fører en ADHD-diagnose til øget selvforståelse, større selvoverbærenhed og bedre mulighed for at træffe meningsfulde valg i hverdagen.
Hos kvinder kan ADHD være særligt svær at få øje på. Mange kvinder udvikler tidligt strategier til at maskere deres symptomer og leve op til ydre forventninger, hvilket kan føre til, at vanskelighederne forbliver skjulte – både for omgivelserne og for dem selv.
Denne form for “usynlig ADHD” kan føre til en oplevelse af ikke at slå til, af skam og selvkritik. Ofte har disse kvinder høje krav til sig selv og en vedvarende følelse af uro, overstimulering eller overansvar. Det er ikke ualmindeligt, at diagnosen først kommer på tale i forbindelse med udbrændthed, stress eller i kølvandet på udredning af egne børn.
En grundig udredning tager højde for de mere subtile og kønsspecifikke udtryk for ADHD og giver mulighed for at identificere både ressourcer og belastninger. For mange kvinder bliver diagnosen første skridt mod større selvaccept og indsigt i egne behov og grænser.
I mange år blev det betragtet som usandsynligt – endda udelukket – at et menneske kunne have både ADHD og autisme. De to diagnoser blev opfattet som så forskellige og modstridende, at man mente, de udelukkede hinanden. Hvor ADHD blev knyttet til impulsivitet og rastløshed, blev autisme forbundet med behov for gentagelse, fordybelse og social tilbagetrækning.
Men den opfattelse er ændret. I dag ved vi, at det er almindeligt at have begge tilstande samtidigt, og at de kan forstærke hinandens udtryk – eller undertiden camouflere hinanden. Kombinationen kan give en særlig kompleks profil, som kræver mere end blot at se på de to diagnoser hver for sig.
For mange med både ADHD og autisme – en kombination, der populært kaldes AUDHD – opleves det som at leve med indre modsætninger:
Man har brug for struktur, men har svært ved at skabe og fastholde den
Man søger fordybelse, men bliver afbrudt af sin egen urolige opmærksomhed
Man har sociale intentioner, men misforstår eller overvældes af sociale signaler
Man mærker impulser, men handler på dem uden nødvendigvis at forstå konsekvensen
Man overpræsterer i det skjulte, men kollapser i det skjulte
Det kan opleves som at være trukket i to retninger på samme tid. Hvor den ene profil søger fordybelse og ro, hiver den anden i retning af intensitet og skift. Nogle beskriver det som at skifte mellem to forskellige hjerner – eller som at være i konstant kamp med egne funktioner og behov.
AUDHD er ikke en officiel diagnose, men et udbredt og brugbart begreb blandt både fagfolk og mennesker, der selv lever med dobbeltprofilen. Det bruges som forkortelse for samtidig tilstedeværelse af autisme (ASD / ASF) og ADHD, og beskriver ikke kun to diagnoser på papiret – men et særligt mønster af oplevelser, udfordringer og strategier.
Der findes ikke ét entydigt AUDHD-billede, men fællesnævnere kan være:
Vanskeligheder med at organisere og planlægge (eksekutive funktioner)
Sensorisk følsomhed kombineret med stimuli-søgning
Skift mellem over- og underaktivering
Socialt udmattende samvær kombineret med behov for anerkendelse
Stort indre behov for mening og kontrol, kombineret med kaotiske handlinger
For nogle er det ADHD-delen, der fylder mest i barndommen – og autismen, der bliver tydeligere i voksenlivet. For andre er det omvendt. Og for de fleste er det netop samspillet, der forklarer, hvorfor de aldrig helt har følt sig genkendt i hverken den ene eller den anden kasse.
Mange voksne, som først udredes sent i livet, har i årevis levet med følelsen af, at noget var anderledes – men ikke kunne beskrive det præcist. Måske har de fået en ADHD-diagnose, men oplever stadig sociale vanskeligheder, sansefølsomhed eller behov for ekstrem struktur. Eller de har fået en autismediagnose, men kæmper fortsat med indre uro, koncentrationsbesvær og manglende impulsstyring.
Her giver begrebet AUDHD ofte en ny og forløsende forståelse: Man har ikke misforstået sin diagnose – man har manglet det komplette billede.
Forskning og klinisk praksis viser, at op mod 30–80 % af personer med autisme også har symptomer på ADHD – og omvendt. Kombinationen giver ikke bare dobbelt op på vanskeligheder, men ofte et kvalitativt andet billede, som kræver særlig opmærksomhed i udredning og støtte.
Dobbeltdiagnosen er forbundet med:
Øget risiko for angst og depression
Hyppigere stressreaktioner og udbrændthed
Forstyrret søvn og reguleringsproblemer
Flere udfordringer i uddannelses- og arbejdssammenhænge
Større behov for specialiseret og tilpasset støtte
Der findes ikke én test for AUDHD – og fordi det ikke er en selvstændig diagnose, afhænger udredningen af, om man systematisk og grundigt undersøger begge profiler hver for sig og i samspil. En kvalitativ udredning vil derfor typisk indeholde:
Udredningssamtaler med fokus på udviklingshistorie og funktionsniveau
RAADS-R og DIVA-5 eller lignende strukturerede redskaber
Observationer og beskrivelser fra klienten selv – og evt. pårørende
Vurdering af eksekutive funktioner, sensoriske reaktioner og belastningsmønstre
Mit arbejde som psykolog bygger på en forståelse af, at den enkeltes historie og funktion i hverdagen er lige så vigtig som testresultaterne. Jeg arbejder tværdiagnostisk og er særlig opmærksom på de tilfælde, hvor én diagnose ikke slår til.
Mange voksne med en AUDHD-profil har i årevis forsøgt at få det til at fungere – ved at tilpasse sig, presse sig selv eller kompensere for deres vanskeligheder. For nogen har det ført til mestring og strategier. For andre til udmattelse, lavt selvværd eller selvbebrejdelser.
Hvis du genkender dig i både ADHD- og autismebeskrivelser, kan det være relevant at overveje, om en udredning med blik for begge profiler vil give dig større klarhed – og bedre muligheder for at navigere i hverdagen.
Jeg tilbyder psykologisk udredning af både ADHD og autisme – også i de tilfælde, hvor det ikke er entydigt, og hvor komorbiditet eller maskering slører billedet. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker en vurdering af, om udredning er relevant for dig.
En udredning for ADHD foretaget af autoriseret psykolog er fuldt anerkendt og kan danne grundlag for videre medicinsk behandling. Hvis der efter endt udredning vurderes behov for medicinsk støtte, formidler jeg gerne kontakten til specialiserede ADHD-klinikker, som aktuelt har kort ventetid – ofte kun 1–2 uger. Her kan behandlingen igangsættes med afsæt i den psykologiske udredning og den stillede diagnose, hvilket giver en smidig og sammenhængende overgang fra udredning til medicinsk behandling.
Hvis man skal forsøge at identificere en mere fænotypisk og oplevelsesnær fællesnævner i ADHD, kan følgende begreb være centrale:
ADHD handler ikke om manglende opmærksomhed, men om en dysregulation af opmærksomheden – og især, hvor den er rettet, hvornår og hvorfor. Det er derfor, personer med ADHD både kan virke ufokuserede, og være ekstremt fokuserede (hyperfokus), afhængigt af kontekst og egen motivation.
🔹 Mange beskriver det som, at de mangler et “filter” eller en “regulator” for, hvad der er vigtigt at fokusere på lige nu.
🔹 Intern prioritering – altså evnen til at vælge, hvad man skal handle på først – er nedsat, og man bliver derfor ofte styret mere af ydre stimuli og spontane impulser end af planlagte mål.
Det typiske billede er en person, der har svært ved at skabe og holde fast i et mentalt billede af fremtiden og dermed organisere nuet ud fra det.
🔹 Det viser sig fx i: “ude af øje, ude af sind”, vanskeligheder med at følge trinvise planer, eller at overskue en opgave før den er presserende.
🔹 Dette skaber en følelse af kronisk bagud, og mange med ADHD beskriver en oplevelse af, at deres tid “styres udefra” – af deadlines, mennesker, impulser – snarere end indefra.
Emotionel reaktivitet er ikke længere bare en “komorbiditet” men en del af ADHD-kernen ifølge bl.a. Barkley (2015). Det handler om lav frustrationstærskel, stærke reaktioner på afvisning, og hurtige skift i stemningsleje.
🔹 Mange oplever det som følelsesmæssige kortslutninger, hvor de bagefter kan se, at reaktionen var uhensigtsmæssig – men i øjeblikket var den ukontrollerbar.
Dette kan være et meget centralt og overset kendetegn, som både forklarer rastløshed, søgen mod spænding, og vanskeligheder ved vedvarende stillesiddende eller monotont arbejde.
🔹 Mange med ADHD har en iboende understimulation, som de ubevidst forsøger at regulere ved at skabe mere intensitet – gennem multitasking, kriser, social kontakt, fysisk aktivitet m.v.
🔹 Derfor kan ADHD ligne “nysgerrighed” eller “udadvendthed”, men den underliggende mekanisme handler om behov for dopaminerg stimulation.
Endelig oplever mange med ADHD, at de må yde ekstremt meget for at holde det hele kørende – og at det stadig ikke føles nok.
🔹 De laver lister, køber planlægningsværktøjer, prøver nye systemer – men falder ofte tilbage i kaos, fordi systemerne er for komplekse, eller fordi de kræver en vedvarende mental kapacitet, som ikke er til stede.
🔹 En nøgle her er ikke bare kognitiv kapacitet, men trætbarhed i de eksekutive funktioner.
For at opnå et bedre klinisk “gehør” kan det være hjælpsomt at spørge mere oplevelsesnært i udredningssamtaler, fx:
“Hvordan føles det at skulle starte på noget, du ikke har lyst til?”
“Hvordan har du det med rutineopgaver og stille perioder i hverdagen?”
“Hvordan oplever du forskellen mellem det, du vil, og det, du faktisk får gjort?”
“Hvordan fungerer du, når ingen forventer noget af dig?”
“Hvornår fungerer du bedst – og hvorfor tror du, det er sådan?”
Disse spørgsmål åbner for et funktionelt og motivationsbaseret billede, som kan komplementere tjeklister og symptompunkter.
– når det kræver kræfter at se ud, som om man har styr på det hele
Mange forbinder ADHD med uro, impulsivitet og synlige symptomer – men for en stor gruppe voksne med ADHD eller ADD er virkeligheden en anden. De har lært at maskere deres vanskeligheder for at passe ind, klare sig på arbejdspladsen og leve op til omgivelsernes forventninger.
Maskering betyder i denne sammenhæng, at man anstrenger sig for at skjule symptomer på ADHD eller ADD – f.eks. ved at kompensere for uopmærksomhed, indre rastløshed eller manglende overblik. Det kan være en livsstrategi, der hjælper én gennem hverdagen, men som samtidig kræver enorme mentale ressourcer.
Maskering og camouflering hos voksne med ADHD eller ADD kan tage mange former:
Man opfører sig roligt og organiseret, selvom man er ved at miste overblikket indvendigt
Man planlægger, strukturerer og dobbelttjekker alt, for at undgå at noget glipper
Man afholder sig fra at tale om sine vanskeligheder, fordi man skammer sig eller vil undgå at skille sig ud
Man skaber facader – på arbejde, i sociale sammenhænge og endda i parforholdet
Særligt for personer med ADD (den primært uopmærksomme type) er det ofte først sent i livet, at omgivelserne bliver opmærksomme på, at noget ikke stemmer. Der er jo ikke synlig uro – men der kan være et konstant mentalt støjniveau, en udtalt træthed og en følelse af at være på overarbejde hele tiden.
At leve med skjulte ADHD-symptomer og samtidig opretholde en ydre funktionalitet er udmattende. Mange beskriver det som at “spille en rolle” hele dagen – en rolle, der kræver ekstrem koncentration og følelsesmæssig selvkontrol.
Over tid kan det føre til:
Stress og udbrændthed
Lavt selvværd og selvtillid
Depressive symptomer eller angst
En følelse af at leve med en hemmelighed
I mange tilfælde bliver maskeringen så belastende, at den ikke længere kan opretholdes – og det er ofte her, at personer søger udredning og får en ADHD- eller ADD-diagnose som voksen.
Når man forstår, hvorfor man har haft det svært – og hvad man har gjort for at skjule det – opstår der ofte en ny selvomsorg. For mange er det en lettelse at få bekræftet, at man ikke bare er “dårlig til livet”, men har brugt energi på at kompensere for en usynlig funktionsnedsættelse.
Et ADHD-forløb, hvor maskering og kompensationsstrategier inddrages, kan give:
Bedre selvforståelse
Redskaber til at skrue ned for selvkritik
Mulighed for at finde nye måder at strukturere og prioritere på – med respekt for egne grænser
Gnanavel, S. et al. (2019). ADHD masking and its clinical implications. Asian Journal of Psychiatry.
Littman, R. (2021). Understanding Women with ADHD. Routledge.
Arnold, L. E., & Hodgkins, P. (2012). Recognition and management of ADHD in adults. BMJ.
Har du genkendt dig selv i noget af ovenstående?
Det er aldrig for sent at få større klarhed og finde måder at leve i bedre overensstemmelse med sig selv.
Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du overvejer en udredning eller har brug for sparring i forhold til ADHD og voksenliv.
Mange voksne med autisme (ASF) eller ADHD oplever gennem livet perioder med stress og udmattelse. Når begge diagnoser er til stede, ser vi ofte, at belastningerne bliver endnu tydeligere – og at risikoen for egentlige stressnedbrud øges.
ADHD og stress
Personer med ADHD kæmper ofte med eksekutive vanskeligheder – det kan handle om at organisere opgaver, bevare overblik, styre tid og skifte mellem aktiviteter. Når kravene hober sig op, skaber det let oplevelsen af konstant pres og utilstrækkelighed. Mange med ADHD beskriver, at de hurtigere end andre rammes af udmattelse eller udbrændthed i arbejdslivet.
Autisme og stress
For personer med autisme er stress ofte knyttet til sensorisk overbelastning, sociale krav og behovet for at tilpasse sig omgivelser, der sjældent føles naturlige. Mange bruger meget energi på at ”maskere” – altså at skjule vanskeligheder eller forsøge at efterligne andres sociale adfærd. Maskering kan fungere på kort sigt, men fører på længere sigt ofte til høj indre stress og det, man kalder autistisk burnout: en tilstand af udmattelse, lavere funktionsniveau og behov for tilbagetrækning.
Når autisme og ADHD optræder sammen
Når de to tilstande er til stede samtidigt, forstærker de hinanden. ADHD-symptomerne kan gøre det svært at styre krav og deadlines, mens autistiske træk betyder, at uforudsigelighed og overstimulation hurtigt bliver overvældende. Resultatet er, at risikoen for stressnedbrud bliver markant større.
Vigtigheden af forståelse
Det vigtigste skridt i mødet med mennesker, der har både autisme og ADHD, er forståelse. At se, hvordan de to tilstande tilsammen skaber en særlig sårbarhed, giver mulighed for at forstå stressreaktioner som naturlige og forudsigelige – ikke som svaghed.
Når omgivelserne forstår denne sammenhæng, bliver det lettere at skabe rammer, der tager højde for behovene. Det kan være i familien, på arbejdspladsen eller i samfundet som helhed. Anerkendelse af udfordringerne giver ikke alene lettelse, men åbner også for, at den enkelte kan bruge sine ressourcer mere bæredygtigt og med større trivsel.
Som voksen med en nyligt stillet ADHD-diagnose ser mange tilbage på deres opvækst med en blanding af lettelse og sorg. Lettelse over endelig at forstå, hvorfor man altid har følt sig anderledes – og sorg over de mange år, hvor man har kæmpet med at passe ind, uden at nogen for alvor forstod, hvad det handlede om.
I barndommen og skoletiden beskriver mange voksne med ADHD en oplevelse af at være på kollision med det sociale spil. De havde svært ved at aflæse sociale koder, at stoppe i tide, at vente på tur eller forstå, hvornår noget var sjovt – og hvornår det ikke var det. De prøvede at være en del af fællesskabet, men kom ofte til at forstyrre, tale for højt, dominere eller virke ufokuserede. Det medførte, at de blev afvist eller udgrænset, ofte uden helt at forstå hvorfor.
Flere husker sig selv som “det lidt for meget barn” – eller det barn, der blev grinet ad i stedet for med. Nogle trak sig efterhånden mere og mere, mens andre blev klassens klovn eller den, der konstant søgte opmærksomhed. Fælles for mange er, at de følte sig anderledes, men ikke havde et sprog for det. De havde måske masser af ideer og energi, men også en følelse af ikke at passe ind, ikke at blive forstået – og ikke at høre til.
Denne tidlige oplevelse af social fiasko satte sig ofte dybt – i form af lavt selvværd, tvivl på egne sociale evner og et stærkt ønske om at maskere eller kompensere. Som voksne kan de være ekstra opmærksomme på at opføre sig “rigtigt”, hvilket er udmattende og skaber indre spænding. Mange udvikler strategier for at fremstå velfungerende – men med en følelse af hele tiden at være “på overarbejde”.
En ADHD-udredning i voksenlivet kan give adgang til en ny fortælling om barndommen: At vanskelighederne ikke handlede om dovenskab, dårlige manerer eller mangel på vilje – men om en neurodivergent hjerne, der har kæmpet for at finde mening i sociale og strukturelle systemer, som ikke var tilpasset dens måde at fungere på.
Det giver ofte en følelse af anerkendelse og en ny begyndelse – men også et behov for at sørge over det, der kunne have været anderledes, hvis omgivelserne havde set, hvad det i virkeligheden handlede om.
Når voksne – især midaldrende eller ældre – oplever koncentrationsbesvær, glemsomhed eller vanskeligheder med at holde overblik og struktur, er det let at tænke: Er det begyndende demens? Men i mange tilfælde er det ikke demens, men uerkendt ADHD eller ADD, der er den underliggende årsag. Og det er afgørende at skelne – både for forståelsen og for behandlingsmulighederne.
ADHD og ADD er udviklingsforstyrrelser, som har været til stede hele livet, men som kan være blevet maskeret, kompenseret eller misforstået – især hos kvinder (Hinshaw & Scheffler, 2014). Demens er derimod en degenerativ tilstand, hvor tidligere fungerende kognitive færdigheder gradvist forringes.
Begge tilstande kan indebære:
Men mens personer med ADHD/ADD ofte har levet med mønstrene længe, og typisk beskriver, at de altid har haft svært ved fx at koncentrere sig, men stadig kan lære nyt, er demens karakteriseret ved et tab af tidligere fungerende færdigheder og en tiltagende forværring (Ramsay & Rostain, 2015).
Personer med uopdaget ADHD/ADD kan især i 40’erne og 50’erne opleve forværring i deres funktionsniveau. Ikke fordi hjernen degenererer, men fordi kompensationsstrategier bryder sammen, og kravene til overblik og struktur bliver for store. Her opstår en form for funktionelt kollaps, som nemt mistolkes som begyndende demens (Kooij et al., 2019).
Særligt ADD (den uopmærksomme type) overses ofte, fordi den ikke er præget af hyperaktivitet, men snarere indre uro, distraktion, glemsomhed og udtrætning – symptomer som let kan ligne kognitiv svækkelse (Solanto, 2011).
At få skilt ADHD/ADD fra demens har stor betydning:
Fejlagtigt at antage demens kan føre til resignation og tab af handlemuligheder, hvorimod en korrekt ADHD/ADD-diagnose kan skabe håb og handlekraft.
Der findes også tilfælde, hvor både ADHD/ADD og en begyndende kognitiv svækkelse er til stede – særligt hvis der har været livslang belastning, stress, depression eller søvnproblemer (Ivanchak et al., 2012). I sådanne tilfælde er det endnu vigtigere med en grundig udredning, hvor man adskiller, hvad der er udviklingsbetinget, og hvad der eventuelt er tegn på sygdom.
Når voksne søger hjælp for kognitive vanskeligheder, er det vigtigt ikke at springe direkte til demenshypotesen. Et åbent og differentieret blik – med fokus på udviklingshistorie, funktionsniveau og mønstre over tid – er nøglen til at stille den rigtige diagnose.
Ivanchak, N., Fletcher, K., & Reinvold, C. (2012). Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder in Older Adults. International Journal of Geriatric Psychiatry, 27(9), 871–876.
Med indførelsen af ICD-11 er der kommet en større tydelighed omkring differentiering mellem former for ADHD, hvor enten uopmærksomhed eller hyperaktivitet-impulsivitet dominerer.
I ICD-11 kaldes ADHD samlet set for “6A05 Attention Deficit Hyperactivity Disorder”, og der specificeres tre præsentationsformer:
6A05.0 ADHD, præsentation med overvejende uopmærksomhed
(hvor uopmærksomhedssymptomer er dominerende)
6A05.1 ADHD, præsentation med overvejende hyperaktivitet-impulsivitet
(hvor hyperaktivitet og impulsivitet er dominerende)
6A05.2 ADHD, kombineret præsentation
(hvor både uopmærksomhed og hyperaktivitet/impulsivitet er fremtrædende)
Specifikt om 6A05.1 (overvejende hyperaktivitet-impulsivitet):
Ved denne præsentationsform er det hyperaktivitet og impulsivitet, der er i fokus, uden at der nødvendigvis er væsentlige opmærksomhedsforstyrrelser. Det betyder, at man kan opleve betydelig uro, rastløshed eller impulsiv adfærd, selvom ens evne til at koncentrere sig kan være relativt intakt.
Eksempler på symptomer kan være:
Vanskeligheder ved at forblive stille, motorisk uro
Følelse af indre spænding eller uro
Taletrang
Afbrydelse af andre
Vanskeligheder ved at vente på tur
Handlinger uden overvejelse af konsekvenser
Især hos unge og voksne kan den fysiske hyperaktivitet aftage og i stedet opleves som en indre uro eller konstant spændingstilstand.
Diagnosekriterier i ICD-11 kræver, at:
Symptomerne har været til stede siden barndommen (før 12-års-alderen)
Symptomerne har en betydelig negativ indflydelse på funktion i flere livsområder (fx uddannelse, arbejde eller sociale relationer)
Symptomerne ikke bedre forklares af andre psykiske eller medicinske tilstande
Hvordan adskiller dette sig fra tidligere systemer?
I ICD-10 blev ADHD kategoriseret under “forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed” (F90.0), men der var mindre tydelighed omkring muligheden for at have primært hyperaktivitet-impulsivitet uden væsentlig uopmærksomhed.
I DSM-5 (det amerikanske diagnosesystem) findes en tilsvarende mulighed, hvor diagnosen ADHD, overvejende hyperaktiv-impulsiv præsentation anvendes, hvis hyperaktive og impulsive symptomer dominerer.
Sammenfatning:
Med ICD-11 får klinikere en mere fleksibel og præcis mulighed for at anerkende de personer, hvor hyperaktivitet og impulsivitet er de primære vanskeligheder – også selvom opmærksomhedsforstyrrelser kun er milde eller ikke til stede i væsentligt omfang.
Som psykolog kan jeg udrede og rådgive og lave psykoedukation. Jeg kan formidle til psykiatrisk klinik, hvor man uden ventetid igangsætter medicinsk behandling på baggrund af psykologudredning.
Mennesker med autisme og/eller ADHD oplever ofte, at det kræver ekstra kræfter at skabe og opretholde struktur i hverdagen. Mange kæmper med eksekutive funktioner som planlægning, organisering, overblik og prioritering – og her kan en bullet journal være et enkelt, men effektivt redskab.
En bullet journal (BuJo) er et håndskrevet system til at holde styr på opgaver, planer, tanker og mål – udviklet af den amerikanske designer Ryder Carroll. Systemet bygger på enkle principper, som kan tilpasses individuelt og udvikles over tid.
Den grundlæggende idé er, at du samler alt ét sted – kalender, to-do-lister, noter, refleksioner, ideer og vigtige datoer. Det hele organiseres ved hjælp af symboler, opgavelister, tidslinjer og tematiske sider (kaldet collections).
Bullet journalen er særligt velegnet fordi:
Den skaber visuel og mental struktur
Den kan tilpasses individuelle behov og interesser
Den hjælper med at prioritere og fastholde overblik
Den støtter arbejdshukommelse og selvregulering
Den kan kombineres med farver, tegninger, skemaer og andet visuelt, som gør det lettere at fastholde motivation og engagement
Mange med ADHD bruger bullet journalen til at fange og fastholde idéer, håndtere impulsivitet og strukturere hverdagen, så det bliver lettere at navigere uden at miste overblikket.
Mange med autisme bruger bullet journalen til at planlægge detaljeret, forberede sig mentalt på kommende begivenheder og minimere usikkerhed, hvilket kan mindske stress og sansemæssig overbelastning.
Fælles er behovet for forudsigelighed, fleksibel struktur, og et redskab som kan udvikles i eget tempo.
Det kræver ikke andet end en notesbog og en kuglepen at komme i gang. Der findes masser af inspiration online, men det vigtigste er, at det bliver dit eget system – og ikke et præstationsprojekt.