Af Kaj Schrøder Hansen, aut. psykolog
Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
I mit arbejde med voksne, der udredes for både autisme og ADHD, har jeg gentagne gange
mødt et mønster, som de gængse beskrivelser ikke formår at indfange. Mange beretter om
store variationer i funktion og selvforståelse fra dag til dag —- variationer, der ikke uden
videre passer ind i forestillingen om en “blandet” profil, hvor autistiske og ADHD-relaterede
træk smelter sammen.
Det kliniske billede synes snarere at pege på noget andet og mere komplekst:
at to adskilte neurofunktionelle systemer skiftevis dominerer personens måde at være i
verden på.
Denne fagkronik præsenterer en forståelsesramme, der er udviklet i den kliniske praksis, når
eksisterende begreber ikke rækker til at forklare klienters oplevelser af eget funktionsniveau.
Det er nærliggende at tænke, at autisme og ADHD ved samtidig forekomst danner en slags
midtertilstand. Men i praksis oplever mange voksne noget helt andet.: De befinder sig ikke i
en stabil mellemprofil, men derimod i et felt, hvor to systemer er til stede på én gang — uden
at blive integreret.
Det autistiske system er kendetegnet ved:
Mens det ADHD-relaterede system er præget af:
Når disse to systemer ikke smelter sammen, men i stedet aktiveres på skift, opstår der
funktionelle udsving, der ofte fejltolkes som personlig ustabilitet, manglende motivation eller
“inkonsistens”.
Men variationen er ikke tilfældig — den er systemisk.
I samtaler fortæller voksne med kombinationsprofiler ofte om perioder, hvor det autistiske
system dominerer. Her søger de stilhed, rytme og tydelig struktur, og små ændringer kan
opleves som markant belastende. Opgaver, de let kunne håndtere i går, virker nu
uoverskuelige eller overstimulerende.
I andre perioder overtager ADHD-systemet. Her er energien højere, initiativet tydeligere, og
flere muligheder åbner sig samtidig. Fokus skifter hurtigt, og behovet for struktur føles
mindre presserende. For nogle kan denne fase opleves som særligt produktiv — for andre
som kaotisk.
Det centrale er, at disse skift ikke skyldes humørsvingninger eller relationelle faktorer, men
neurologisk dominans af det ene eller det andet system.
Dette mønster kan skabe betydelig forvirring hos personen selv:
“Hvem er jeg egentlig — den strukturerede eller den spontane?”
Svaret er ofte: begge — men ikke samtidig.
Når systemerne skifter dominans, skifter også den måde, personen forstår sig selv på. I
perioder kan vedkommende opleve sig selv som organiseret, stabil og målrettet. I andre som
fragmenteret, urolig eller mentalt spredt.
Jeg bruger betegnelsen ”tids-ustabilitet” om dette fænomen. Det beskriver variationen i
funktion og selvforståelse over tid -— ikke som noget fejlbehæftet, men som en naturlig
konsekvens af en dobbeltprofil, hvor to systemer ikke integreres.
For mange bliver tids-ustabiliteten først forståelig, når den sættes ind i en ramme. Uden den
forklaring bliver variationerne ofte tolket som personlig utilstrækkelighed, og det giver
unødvendig selvkritik og skam.
Når man lever med skiftende systemdominans, kræver det en særlig reguleringsstrategi.
Ikke for at “normalisere” variationen, men for at acceptere den som et vilkår og handle klogt
inden for det system, der aktuelt er aktivt.
Jeg arbejder ofte med begrebet ”selvoverbærenhed” som en reguleringskompetence:
en måde at møde egne udsving uden fordømmelse, og samtidig med realistiske
forventninger til, hvad man kan i den givne fase.
Selvoverbærenhed er ikke resignation. Det er en form for fagligt informeret egenomsorg,
hvor man anerkender, at funktionsevnen varierer, og at strategier må tilpasses den
systemtilstand, man er i.
En enkel psykoedukativ måde at illustrere rammen på er farverne:
Mange forventer, at gul og blå tilsammen bliver til grøn — noget midt imellem.
Men for voksne med AUDHD bliver det ofte til lag eller skift, ikke til en blandingsfarve.
Metaforen gør det lettere for klienter at forstå, hvorfor standardstrategier for “ren autisme”
eller “ren ADHD” ikke altid virker, selvom de kan være hjælpsomme i de faser, hvor det
tilsvarende system dominerer.
Denne forståelsesramme kan være nyttig i flere sammenhænge:
eller inkonsistens.
variationer i funktion.
matcher det aktive system.
Rammen erstatter ikke diagnostiske værktøjer, men kan supplere dem og bidrage til en
mere nuanceret forståelse af hverdagslivet for voksne med dobbeltprofil.
Denne forståelsesramme er stadig under udvikling, men erfaringen viser, at den allerede kan
være hjælpsom for mange voksne, der forsøger at skabe mening i deres funktionelle
udsving.
Rammen stilles til rådighed i håb om, at den kan bidrage til yderligere forståelse af området.