Af Kaj Schrøder Hansen, autoriseret psykolog
En lille dreng iført supermandskostume kravler op i sofaen. Faren filmer med et stolt smil. Drengen stiller sig op på sofabordet, breder armene ud – og springer. Han er overbevist om, at han kan flyve. Det næste øjeblik rammer han gulvet med et bump. Kameraet ryster – faren smider det og løber hen for at samle ham op.
Barnet har slået sig og græder – men endnu vigtigere: han er gået fra at være Supermand til at føle sig dum og til grin. Og dog: i faderens favn, i trøsten og kontakten, sker der noget. Barnet lander ikke blot fysisk, men også følelsesmæssigt et tredje sted. Et sted hvor han hverken er superhelt eller fiasko. Et sted, hvor det er i orden at have fejlet. Et sted, hvor han stadig er god nok.
Denne scene – ofte refereret i min praksis – illustrerer på enkel vis et komplekst psykologisk fænomen: svingninger i selvopfattelsen og betydningen af et psykologisk mellemområde, jeg kalder “godt nok”. Det er netop dette område, rugbrødsmodellen forsøger at indfange og formidle.
Forestil dig et helt rugbrød, set fra siden, delt i tre dele:
Minus (den ene ende): fiasko, skam og følelsen af at være forkert
Godt nok (midtstykket): selvaccept, menneskelig fejlbarlighed og begrebet pyt
Plus (den anden ende): grandiositet, perfektionisme og urealistisk høje krav til selvet
Det er det samme rugbrød – men snittet kan være meget forskelligt.
Midterstykkets bredde varierer fra menneske til menneske og over tid. Den påvirkes af livsvilkår, relationer, opvæksterfaringer og ikke mindst af, om der findes rum for psykologisk støtte og regulering. Hvor nogle i perioder har et bredt midterstykke og kan rumme sig selv med ro og fleksibilitet, kan det samme menneske i andre perioder opleve, at midterstykket indsnævres, og at sårbarheden øges
Et særligt vigtigt aspekt ved et velfungerende midterstykke er dets evne til at integrere både positive og negative oplevelser uden, at hele selvbilledet bringes i ubalance.
Når midterstykket styrkes, opstår der noget afgørende:
Vi får evnen til at tage ejerskab over egne succeser uden at føle, at vi praler, eller at det “egentlig skyldes held”. Succeser bliver ikke længere placeret i et urealistisk plusområde, men bliver en naturlig del af selvforståelsen.
Samtidig får vi mod og psykologisk råderum til at rumme egne fejl og nederlag uden straks at styrte i selvkritik, skam og oplevelsen af at være forkert. Vi får råd – følelsesmæssigt og identitetsmæssigt – til at fejle uden at miste os selv.
I dette perspektiv er “godt nok” ikke et kompromis.
Det er en psykologisk landingsbane.
Midterstykket er det sted, hvor livets erfaringer – både de smertefulde og de opløftende – kan integreres og gøres til en del af ens historie, uden at selvet splittes mellem idealisering og devaluering.
Det er også her, det bliver tydeligt, at det ikke er handlingerne i sig selv, der afgør, hvor i rugbrødet de “bor”. Den samme handling kan høre hjemme i midten eller i yderpositionerne – afhængigt af graden af ejerskab, selvaccept og selvoverbærenhed.
For den fagligt interesserede læser kan rugbrødsmodellen forstås i forlængelse af selvpsykologiske teorier om selvets organisering.
Inden for selvpsykologien beskrives selvet ikke som en statisk kerne, men som organiseret omkring poler og spændingsfelter – blandt andet mellem idealisering og skam, mellem oplevelsen af værdighed og frygten for utilstrækkelighed. I denne forståelse kan yderpositionerne i rugbrødsmodellen ses som forsøg på at opretholde selvets sammenhæng under betingelser, hvor midterområdet er skrøbeligt eller utilgængeligt.
Rugbrødsmodellen har sin oprindelse i mit arbejde som gruppeterapeut med mennesker med emotionelt ustabil personlighedsstruktur, hvor man ofte ser et meget smalt “godt nok”-område og hyppige, smertefulde skift mellem idealisering og devaluering – både rettet mod en selv og mod andre. Behovet for at kunne formidle disse dynamikker i et enkelt, kropsnært billede var udgangspunktet for modellens udvikling.
Teoretisk trækker modellen på selvpsykologiske traditioner med rødder hos Kohut og videreudviklinger hos blandt andre Stern, Fonagy og – i skandinavisk sammenhæng – Sigmund Karterud, herunder forståelser af det bipolare og tripolare selv.
Det afgørende er imidlertid, at modellen ikke er begrænset til bestemte diagnoser. Den beskriver noget universelt: hvordan selvforholdet svinger, og hvordan et bæredygtigt midterområde er afgørende for psykologisk sammenhæng, regulering og trivsel.
Rugbrødsmodellen er enkel i sin form, fordi den er gennemarbejdet i sin dybde.
Ligesom musikalsk mestring ikke består i at tænke skalaer og harmonilære i øjeblikket, men i at have integreret dem så grundigt, at de er flyttet over i rygraden, er rugbrødsmodellen tænkt som et redskab, der kan bruges let – uden at miste sin teoretiske forankring.
“Godt nok” er bedre end perfekt.
Ikke fordi det er mindre ambitiøst – men fordi det er menneskeligt bæredygtigt.