Mennesker med autisme udvikler ofte gennem livet strategier til at maskere deres autistiske træk. Maskering kan være både bevidst og ubevidst og handler om at tilpasse sig sociale normer, så man fremstår mere “neurotypisk”. Det kan indebære at efterligne andres mimik, stemmeføring eller sociale adfærd, at undertrykke behov for pauser og sansero, eller at følge indlærte sociale “manuskripter” i stedet for at handle spontant.
Maskering kan på kort sigt være en effektiv overlevelsesstrategi, men har en høj pris. Mange oplever, at de bruger uforholdsmæssigt meget energi på at opretholde en facade, hvilket kan føre til udmattelse, stress og det, der ofte beskrives som autistic burnout.
Et mindre belyst fænomen er selvmaskering. Hvor almindelig maskering er rettet mod omgivelserne, handler selvmaskering om at skjule eller benægte sine autistiske træk over for sig selv. Det kan ske på flere måder:
- Ved at forklare vanskeligheder gennem fejlagtige selvfortællinger (“jeg er doven”, “jeg er socialt inkompetent”).
- Ved at identificere sig så stærkt med tilpasningsstrategierne, at de opleves som ens egentlige personlighed.
- Ved at tilsidesætte eller ignorere egne behov (for struktur, sanseaflastning eller pauser) i en grad, så man mister kontakten til sin egen oplevelse.
- Ved at leve efter et “lånt manuskript”, hvor man tilpasser sig andres forventninger uden at opdage, at man mister kontakten til sin egen kerne.
Selvmaskering kan føre til et oplevet falsk selv, hvor personen gennem årene har internaliseret omgivelsernes normer og krav i en sådan grad, at de fremstår som indre sandheder. Når diagnosen senere i livet sættes, beskriver mange en stærk genkendelse – som om puslespillet endelig lægges færdigt – og en ny forståelse af, hvorfor de tidligere har følt sig forkerte eller utilstrækkelige.
I forskningslitteraturen bruges ofte begrebet “camouflaging of autistic traits”, som kan opdeles i external strategies (ydre tilpasning i sociale sammenhænge) og internal strategies (indre undertrykkelse eller benægtelse af autistiske træk). I forlængelse heraf er begreber som “self-silencing” (at tie egne behov ihjel), “internalised ableism” (at overtage samfundets negative holdninger til neurodiversitet og rette dem mod sig selv), og “false self” (et konstrueret selvbillede, der dækker over den egentlige oplevelse af sig selv) relevante.
Oversat til en dansk sammenhæng kan man tale om:
- Camouflaging → maskering/tilpasning
- External strategies → udadrettede strategier
- Internal strategies → indadrettede/indre strategier
- Self-silencing → selv-tilintetgørelse i sproget / tavshed om egne behov
- Internalised ableism → internaliseret funktionsnedsættelsesfordom
- False self → falsk selv
At forstå både maskering og selvmaskering kan åbne for en dybere selvaccept og for muligheden for at indrette livet på en måde, hvor kræfterne bruges på det, der giver mening – i stedet for på at opretholde en facade over for både andre og sig selv.