en overset faktor i udredning og vurdering af funktionsniveau
Udredning af autismespektrumforstyrrelser forudsætter en grundig vurdering af, hvordan personen fungerer i forskellige livsområder. Det sker ofte gennem interview, observation og selvrapporteringsskemaer. I denne sammenhæng er det afgørende at være opmærksom på, at nogle personer med autisme kan have et funktionsniveau, der i høj grad afhænger af tilstedeværelsen af én nær og tryg anden. Dette kan have direkte betydning for, hvordan de svarer på spørgsmål og vurderer egne vanskeligheder.
Når man undersøger aktuelle symptomer og kendetegn, kan der være stor forskel på, om personen forestiller sig sin nuværende situation med den nære anden intakt, eller forestiller sig, hvordan det ville være uden denne relation. Dette aspekt er sjældent adresseret eksplicit i hverken screeningsredskaber eller diagnostiske interviews, men kan have fundamental betydning for en retvisende vurdering.
Attachment-baserede kompensationsstrategier
I nyere litteratur beskrives det, hvordan særligt kvinder med autisme kan kompensere for sociale vanskeligheder ved at knytte sig tæt til én bestemt person, som de bruger som en social og emotionel regulator. Den nære relation giver mulighed for tryghed og struktur, hvilket kan mindske oplevelsen af social kaos. Dette beskrives blandt andet i studier af Tchanturia og Mandy, hvor begrebet “attachment-based compensation” anvendes.
Social afhængighed og relationel stilladsfunktion
Hull og kolleger har introduceret begreber som “social dependency masking” og “relational scaffolding”. Her beskrives det, hvordan autistiske personer kan opretholde tilsyneladende god social funktion gennem kontinuerlig guidning, aflastning eller oversættelse fra en særlig partner eller pårørende. Uden denne relation kan personen opleve betydeligt funktionsfald, hvilket ofte kun bliver tydeligt ved fx adskillelse, skilsmisse eller flytning.
Interpersonelle beskyttelsesstrategier og reguleringsbehov
Enkelte personer på spektret udvikler strategier, hvor en nær andens tilstedeværelse reducerer sensorisk overstimulering og mental overbelastning. Dette ses især hos personer med udtalte vanskeligheder ved selvstændig regulering og behov for forudsigelighed. Den nære anden fungerer som en slags buffer mod verden, og tab eller fravær af vedkommende kan udløse autistisk sammenbrud (burnout).
Primær tilknytning som kompensatorisk struktur
Nogle faglige beskrivelser peger på, at visse personer med ASF udvikler en meget intensiv tilknytning til en primær person, som bliver central for deres evne til at overskue og strukturere dagligdagen. Dette kan minde om tilknytningsmønstre, men adskiller sig ved at have karakter af ekstern mental struktur snarere end affektiv regulering alene.
Konklusion
Ved udredning af autismespektrumforstyrrelser er det centralt at identificere, om en persons nuværende funktion understøttes i betydelig grad af en relationel struktur. Både interview og spørgemateriale bør så vidt muligt suppleres med spørgsmål, der afdækker, hvordan personen ville fungere uden denne relation. Det relationelle fundament kan skjule reel belastning og bidrage til, at vanskeligheder undervurderes. Anerkendelse af disse dynamikker kan bidrage til mere nuancerede, retvisende udredninger og tilrettelæggelse af støtte, der er robust over for relationelle skift.