Af Kaj Schrøder Hansen, aut. psykolog
Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
I mit arbejde med voksne, der udredes for både autisme og ADHD, har jeg gentagne gange mødt et mønster, som de gængse beskrivelser ikke altid synes at indfange. Mange fortæller om store variationer i funktion, energi, behov og selvforståelse fra dag til dag – undertiden også inden for den samme dag. Variationer, der ikke uden videre passer ind i forestillingen om en “blandet” profil, hvor autistiske og ADHD-relaterede træk smelter sammen.
Det kliniske billede kan efter min erfaring ofte forstås på en anden måde: som om to forskellige neurofunktionelle systemer er til stede samtidig, men skiftevis får større betydning for personens måde at fungere og være i verden på.
Denne artikel præsenterer en forståelsesramme, som er vokset frem i min kliniske praksis, når eksisterende begreber ikke har været tilstrækkelige til at indfange klienters oplevelse af deres eget funktionsniveau. Rammen er ikke tænkt som en neurobiologisk forklaringsmodel eller som et alternativ til eksisterende diagnostisk viden. Den er først og fremmest et klinisk og forståelsesorienteret redskab – et tilbud om et sprog, der kan bruges til sammen med den enkelte at undersøge og forstå nogle af de skift og tilsyneladende modsætninger, som kan optræde, når autisme og ADHD findes hos samme person.
Det er nærliggende at tænke, at autisme og ADHD ved samtidig forekomst danner en slags mellemtilstand – en blandingsprofil, hvor de to sæt af træk delvist udligner eller smelter sammen med hinanden. I praksis beskriver mange voksne imidlertid noget mere komplekst.
En måde at forstå dette på er at betragte autistiske og ADHD-relaterede træk som udtryk for to forskellige funktionelle systemer, der begge er til stede, men som ikke nødvendigvis kommer lige tydeligt til udtryk på samme tid.
Det autistiske system kan blandt andet være præget af:
Det ADHD-relaterede system kan blandt andet være præget af:
Pointen i forståelsesrammen er ikke, at personen på skift er “autistisk” eller “har ADHD”. Begge dele er til stede. Men deres relative betydning for den aktuelle måde at fungere på kan variere.
Det kan være med til at forstå, hvorfor den samme person på ét tidspunkt kan have et stærkt behov for struktur, forudsigelighed og afskærmning og på et andet tidspunkt søge spontanitet, variation og nye impulser. Udefra kan sådanne forskelle komme til at ligne inkonsistens eller manglende motivation. Indefra kan de opleves som en reel modsætning mellem forskellige behov.
I denne forståelsesramme bliver variationen derfor ikke i sig selv betragtet som en fejl eller modsigelse hos personen. Den bliver noget, der kan undersøges: Hvilke behov træder frem lige nu? Hvad belaster? Hvad giver energi? Og hvilke strategier giver mening i den aktuelle situation?
I samtaler fortæller voksne med kombinationsprofiler ofte om perioder, hvor de autistiske behov træder tydeligere frem. Her kan behovet for stilhed, rytme, forudsigelighed og tydelig struktur være stort, og selv mindre ændringer eller afbrydelser kan opleves som markant belastende. Opgaver, der på et andet tidspunkt var forholdsvis lette at håndtere, kan nu virke uoverskuelige eller overstimulerende.
På andre tidspunkter kan de ADHD-relaterede sider fylde mere. Energien kan være højere, initiativet tydeligere, og flere muligheder åbner sig samtidig. Fokus bevæger sig lettere, lysten til variation øges, og behovet for struktur kan opleves mindre presserende. For nogle kan sådanne perioder være præget af stor produktivitet og kreativitet – for andre af mere kaos og vanskeligheder med at fastholde retning.
Skiftene behøver ikke have en enkel eller forudsigelig rytme. Søvn, belastning, sansepåvirkning, sociale krav, interesse, forventninger og den aktuelle livssituation kan tænkes at have betydning for, hvilke behov og funktionsmåder der træder tydeligst frem på et givet tidspunkt. Netop derfor giver det ofte mere mening at undersøge den enkeltes mønster end at lede efter én generel forklaring.
For personen selv kan variationen være forvirrende. Hvordan kan noget, der var muligt i går, være næsten uoverkommeligt i dag? Hvordan kan man den ene dag længes efter struktur og den næste føle sig begrænset af den?
Det kan føre til spørgsmålet:
“Hvem er jeg egentlig – den strukturerede eller den spontane?”
Forståelsesrammens svar er ikke, at den ene tilstand er mere sand end den anden. Begge er dele af den samme person, men de behøver ikke fylde lige meget hele tiden.
Når behov, energi og funktionsmåde varierer over tid, kan også oplevelsen af én selv komme til at skifte. I nogle perioder kan man opleve sig som organiseret, stabil og målrettet; i andre som urolig, fragmenteret eller mentalt spredt. Det kan være vanskeligt at få disse forskellige erfaringer til at hænge sammen som dele af den samme person.
Jeg bruger betegnelsen “tids-ustabilitet” om denne oplevelse af, at funktion, behov og selvforståelse kan ændre sig over tid. Begrebet beskriver ikke en ustabil personlighed eller identitet. Det peger snarere på, at adgangen til forskellige sider af ens funktion kan være ustabil over tid.
Det kan være en særlig udfordring, fordi vi mennesker ofte bruger gårsdagens erfaring til at forudsige, hvad vi kan i dag og i morgen. Hvis man kunne noget i går, forventer både man selv og omgivelserne let, at man også kan det i dag. Og hvis man ikke kan, bliver forskellen let forklaret med manglende vilje, disciplin eller motivation.
For mange bliver variationerne mindre gådefulde, når de kan undersøges som et mønster frem for som personlig utilstrækkelighed. Spørgsmålet bliver da ikke kun: “Hvorfor kan jeg ikke det, jeg kunne i går?”, men også: “Hvad er anderledes i dag – i mine behov, min belastning, min energi og den situation, jeg befinder mig i?”
Tids-ustabilitet bliver på den måde ikke en forklaring på alt, men et begreb, der kan hjælpe med at gøre variationen undersøgbar og mere forståelig.
Når ens behov og funktionsmåde kan skifte over tid, bliver det vanskeligt at basere hverdagen på én fast forestilling om, hvordan man burde fungere. En strategi, der virker godt den ene dag, kan være utilstrækkelig eller ligefrem belastende den næste.
Jeg bruger ofte begrebet selvoverbærenhed om evnen til at registrere sådanne forskelle uden straks at gøre dem til udtryk for fejl, svaghed eller manglende vilje. Det indebærer ikke, at man opgiver krav til sig selv, men at krav og strategier i højere grad afstemmes efter den situation og de ressourcer, der faktisk er til stede.
Selvoverbærenhed bliver dermed også en reguleringskompetence: evnen til at standse op, registrere hvad der aktuelt fylder, og vælge sin måde at handle på derefter. Nogle dage kan det være nødvendigt at beskytte struktur, ro og forudsigelighed. Andre dage kan der være mere plads til spontanitet, tempo og nye muligheder.
Det betyder heller ikke, at enhver impuls eller ethvert behov nødvendigvis skal følges. Pointen er snarere, at regulering begynder med at forstå den tilstand, man befinder sig i, frem for at tage udgangspunkt i en forestilling om, hvordan man burde have det.
I den forstand er selvoverbærenhed ikke resignation eller eftergivenhed. Det er en forståelsesorienteret form for egenomsorg, hvor man tager sine egne variationer alvorligt uden at lade dem definere, hvad man kan eller ikke kan på længere sigt.
En enkel måde at illustrere forståelsesrammen på er at forestille sig to farver:
Når gul og blå blandes på en palet, forventer vi grøn. Det kan være fristende at forestille sig AUDHD på samme måde: at autisme og ADHD smelter sammen til en nogenlunde stabil mellemtilstand.
Men sådan opleves det ikke nødvendigvis. Hos den enkelte kan den gule farve nogle gange træde tydeligst frem, andre gange den blå. Og de kan også være stærkt til stede samtidig, uden at modsætningen mellem dem forsvinder.
Man kan eksempelvis have et stort behov for struktur og forudsigelighed og samtidig længes efter spontanitet og forandring. Man kan søge ro og samtidig være drevet af rastløshed. Eller have brug for at skærme sig mod nye indtryk og på samme tid være tiltrukket af dem.
Metaforens pointe er derfor ikke, at gul og blå aldrig mødes. Pointen er, at de ikke nødvendigvis bliver til grøn. De kan ligge ved siden af hinanden, skifte i styrke og undertiden trække i hver sin retning.
For nogle kan dette billede give et mere brugbart sprog for tilsyneladende modsætninger: Jeg behøver ikke afgøre, hvilken af siderne der er den rigtige. Måske er begge reelle – og opgaven er snarere at forstå, hvordan de viser sig hos mig.
En forståelsesramme får først rigtig værdi, hvis den hjælper med at forstå noget, der ellers er vanskeligt at få øje på. I praksis kan modellen bruges som et fælles udgangspunkt for at undersøge den enkeltes variationer – ikke for at forklare dem på forhånd.
I en udredning kan det eksempelvis være vigtigt at få øje på, at funktionsniveau ikke nødvendigvis er stabilt. En person kan beskrive meget forskellige måder at fungere på, uden at den ene beskrivelse derfor behøver at være mere rigtig end den anden. Det interessante bliver at undersøge hvornår, hvordan og under hvilke betingelser de forskellige sider træder frem.
I samtaler kan rammen give mulighed for at gå fra vurdering til nysgerrighed. I stedet for “Hvorfor kan jeg aldrig holde fast i mine systemer?” kan spørgsmålet blive: “Hvad var det, systemet hjalp mig med – og hvad ændrede sig, da jeg ikke længere kunne opretholde det?”
På samme måde kan en person, der den ene uge har brug for faste planer og den næste oplever dem som begrænsende, begynde at undersøge forskellen frem for at konkludere, at vedkommende er inkonsekvent.
I hverdagen kan forståelsesrammen derfor bruges til at udvikle flere mulige strategier frem for én rigtig strategi. Nogle situationer kalder på struktur, afskærmning og færre krav. Andre giver mulighed for spontanitet, bevægelse og større åbenhed. Og undertiden skal der findes en løsning, som kan rumme modsatrettede behov samtidig.
Rammen er dermed ikke en opskrift på, hvordan mennesker med AUDHD fungerer. Den er et redskab til sammen med den enkelte at undersøge, hvordan netop dette menneske fungerer – og hvilke betingelser der gør hverdagen mere eller mindre bæredygtig.
Denne forståelsesramme er vokset frem af mødet med voksne, hvis erfaringer ikke altid lader sig indfange af beskrivelser af autisme og ADHD hver for sig. Den er fortsat under udvikling og skal ikke forstås som en forklaring, der passer på alle.
Dens værdi ligger snarere i de spørgsmål, den gør det muligt at stille. Hvad sker der, når behovet for struktur den ene dag er afgørende og den næste opleves som begrænsende? Hvordan kan spontanitet og behov for kontrol eksistere hos samme menneske – undertiden på samme tid? Og hvordan kan store variationer i funktion forstås uden straks at blive gjort til spørgsmål om vilje, motivation eller personlig stabilitet?
Begreber som skiftende dominans, tids-ustabilitet og selvoverbærenhed er forsøg på at skabe et sprog for disse erfaringer. Ikke for at placere endnu en generel forståelse oven på den enkelte, men for at gøre det lettere at undersøge den enkeltes eget mønster.
Hvis rammen kan bidrage til, at tilsyneladende modsætninger bliver mere forståelige, kan der også blive mindre behov for at bekæmpe dem. Målet bliver ikke nødvendigvis at skabe en ensartet måde at fungere på, men at opnå større genkendelse, fleksibilitet og mulighed for at handle hensigtsmæssigt i forhold til det, der faktisk er til stede.
Kaj Schrøder Hansen, autoriseret psykolog
Denne artikel er en videreudvikling af forståelsesrammen, som jeg beskrev i fagkronikken “To systemer i én person: En forståelsesramme for voksne med AUDHD”, publiceret i Dansk Psykolog Forenings fagmagasin P den 8. januar 2026.Den foreliggende version er videreudviklet med særligt fokus på den individuelle, kliniske anvendelse af forståelsesrammen.
Senest opdateret: oktober 2026