Af Kaj Schrøder Hansen, aut. psykolog
Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Der findes et paradoks i alt specialiseret arbejde: Jo mere præcis vores viden bliver, desto lettere kan vi komme til at se verden gennem én dominerende forståelsesramme. Specialisering skaber skarphed, men kan samtidig indsnævre udsynet.
Dette gør sig gældende både i psykologien og i specialpædagogikken – og i særlig grad i arbejdet med autisme hos unge og voksne. Her møder vi mennesker, hvor diagnosen enten kommer til at fylde for meget eller for lidt, og hvor kompleksiteten udfordrer de modeller, vi har til rådighed.
Denne artikel udspringer af erfaringer fra arbejde med heterogene grupper, hvor deltagere med forskellige psykologiske vanskeligheder – herunder autisme og personlighedsrelaterede problemstillinger – indgår i et fælles terapeutisk eller pædagogisk rum.
Erfaringerne peger på, at autisme ikke kun handler om kategorier, men også om grader og variationer i fælles menneskelige mekanismer.
I grupper bliver disse variationer tydelige. Ikke som abstrakte begreber, men som noget der kan mærkes i tempo, taletid, følelsesmæssig intensitet og måder at være til stede på. Det er her spørgsmål om regulering, deltagelse og fælles sikkerhed melder sig i praksis.
I gruppeanalytisk tradition beskrives deltagelse i grupper ofte som en bevægelse mellem tilhørighed og individualitet (Foulkes, 1964). Mennesker arbejder på at kunne være en del af fællesskabet uden at miste deres egenart – at være som de andre uden at blive de andre. Denne spænding mellem fællesskab og selvstændighed er en grundlæggende dynamik i grupper (Bion, 1961; Hopper, 2003).
I et gruppeforløb deltog en ung mand, som var blevet udredt for autisme. Gruppen bestod af deltagere med forskellige psykologiske vanskeligheder, hvor flere havde fremtrædende træk fra personlighedsforstyrrelsesområdet, blandt andet emotionelt ustabile mønstre.
Den unge mand ønskede selv, at diagnosen blev præsenteret i gruppen, mens han sad der. Både han og jeg havde en ret klar fornemmelse af, hvilken vej udredningen sandsynligvis ville pege, men det var vigtigt for ham, at diagnosen blev sagt højt i gruppens fælles rum.
Da jeg præsenterede diagnosen for gruppen, reagerede nogle af kvinderne med tydelig forargelse – næsten forfærdelse. Deres reaktion var sandsynligvis udtryk for det, de selv oplevede som en retfærdig harme på hans vegne. Diagnosen blev for dem forbundet med noget endeligt – en forestilling om, at man dermed blev låst fast i noget, man ikke kunne komme ud af.
Stemningen blev hurtigt intens, og som gruppeleder måtte jeg et øjeblik “spænde hjelmen”. Det var imidlertid den unge mand selv, der kom situationen til undsætning. Han beskrev diagnosen som en lettelse. Den gav ham mulighed for at få fred – og for første gang slippe det mangeårige pres for at skulle forandre sig til noget, der aldrig rigtig havde været muligt for ham.
Kontrasten i gruppen var slående. Den samme besked blev oplevet vidt forskelligt – og satte noget i bevægelse hos alle deltagere.
Det mest interessante var imidlertid ikke forskellen i reaktioner, men hvad den gjorde ved gruppen. Forskelligheden blev ikke blot tolereret; den gjorde gruppens arbejde rigere. Deltagerne kunne se, hvordan forskellige måder at reagere og regulere sig på kunne eksistere side om side.
Med regulering forstås her evnen til at kunne forblive deltagende i et fælles rum uden at blive overvældet, lukke ned eller miste adgang til egen tænkning. Regulering handler ikke kun om selvkontrol, men også om evnen til at justere sin deltagelse i relation til andre.
I gruppeanalytisk tradition har man længe været optaget af netop denne dynamik. Bion (1961) beskrev, hvordan grupper bevæger sig mellem perioder præget af angst og utryghed og perioder, hvor gruppen fungerer som et arbejdsfællesskab. Foulkes (1964) beskrev gruppen som et relationelt netværk – en matrix – hvor individets tanker og følelser formes i samspil med de andre.
Erfaringerne fra disse gruppeforløb peger på, at regulering ikke blot er et individuelt anliggende, men noget der opstår i det interpersonelle felt. Tempo, følelsesmæssig intensitet, humor og forudsigelighed påvirker gruppens samlede dynamik.
Autistiske deltagere indgår i denne dynamik på lige fod med andre. Der er ikke tale om parallelle processer eller særlige hensyn, men om fælles justeringer, som har betydning for, om gruppen kan fungere som et sted, hvor arbejde er muligt.
Et gruppemedlem beskrev en dag, hvordan hun aldrig fik sået gulerødder i sin have. Ikke fordi hun manglede lyst eller tid, men fordi rillerne i jorden ikke kunne blive helt lige. Og hvis de ikke kunne blive det, kunne hun ikke komme i gang.
Perfektionismen var ikke ambitiøs, men lammende. Enten skulle det gøres rigtigt – eller også kunne det lige så godt lade være.
Gruppens “vittige hoved” bemærkede tørt, at så længe gulerødderne groede nedad, havde hun da vendt frøene rigtigt.
Der blev grinet. Ikke af hende, men med situationen. Flere i gruppen genkendte perfektionismens lammende virkning. Kommentaren fungerede som en mild, men præcis påmindelse om, at der er grænser for, hvad vi behøver at kontrollere. Noget er allerede godt nok.
Mønstre som dette kan forekomme i mange forskellige psykologiske sammenhænge. Perfektionistiske eller tvangsprægede strategier er ikke forbeholdt bestemte diagnoser. Det afgørende i gruppen var derfor ikke at afgøre, hvor mønstret hørte hjemme diagnostisk, men hvordan gruppen kunne hjælpe med at skabe lidt bevægelse i et mønster, der ellers havde været lammende.
Det afgørende i situationen var ikke humoren i sig selv, men hvor overbærenheden lå. Den var endnu ikke hendes egen. Hun havde ikke adgang til en indre stemme, der kunne sige: Det behøver ikke være perfekt for at være værd at gøre.
I stedet lå overbærenheden i gruppen. Hun kunne midlertidigt læne sig ind i den.
Man kunne måske beskrive dette som en form for vikarierende selvoverbærenhed: en erfaring af rummelighed, som endnu ikke er internaliseret, men som stilles til rådighed relationelt.
Betegnelsen vikarierende er inspireret af selvpsykologiens begreb om vikarierende introspektion, introduceret af Heinz Kohut. Hos Kohut betegner dette terapeutens forsøg på gennem empatisk indlevelse at forstå patientens indre verden.
På en lignende måde kan gruppen i visse situationer stille en form for overbærenhed eller reguleringskapacitet til rådighed, som den enkelte endnu ikke har fuld adgang til selv.
Fænomenet ligger også tæt på det, der i psykodynamisk tradition er blevet beskrevet som holding hos Donald Winnicott og containment hos Wilfred Bion. I nyere mentaliseringsteori beskrives noget beslægtet som den regulerende funktion, relationer kan have for individets evne til at forstå og håndtere egne mentale tilstande (Bateman & Fonagy, 2016).
Først senere – og ofte langsomt – kan noget af denne lånte overbærenhed blive til en mere indre mulighed. Den kan ikke besluttes frem. Den må erfares.
I heterogene grupper ligger der betydelig energi i bestræbelsen på både at være en del af fællesskabet og samtidig bevare sig selv som selvstændigt individ i gruppen.
Her viste det sig, at forskelligheden ikke blot var noget, der skulle håndteres. Den blev en stabiliserende faktor.
Når deltagerne kunne se hinandens forskellige måder at reagere og regulere sig på, blev det lettere også at få øje på deres egne mønstre. Andres forskellighed var med til at skabe et mere sikkert fundament for at kunne være sig selv – samtidig med at man var en del af gruppen.
Denne dynamik ligger tæt på det, sociologen Norbert Elias beskrev som spændingen mellem jeg-identitet og vi-identitet (Elias, 2000).
Hvis man ser regulering som et fælles og relationelt anliggende, åbner det for en række måder at arbejde på, som længe har været en del af specialpædagogisk praksis.
I heterogene grupper bliver forskellighed ikke kun noget, der skal håndteres, men noget der kan bruges aktivt i det pædagogiske arbejde. Når deltagere møder forskellige måder at reagere, regulere sig og forstå situationer på, kan det skabe nye perspektiver på egne mønstre.
I praksis betyder det blandt andet, at man som fagperson kan have opmærksomhed på gruppens samlede reguleringskapacitet. Nogle deltagere kan i perioder have brug for mere støtte udefra, mens andre kan bidrage med struktur, ro eller perspektiv.
Samtidig kan sådanne processer være med til at almengøre det, der ellers let bliver forstået som særlige eller afvigende reaktionsmåder. Når forskelle i regulering bliver synlige i gruppen, bliver det ofte tydeligt, at mange af de mekanismer, der forbindes med bestemte diagnoser, også findes i mere almindelige variationer hos andre deltagere.
På den måde bliver gruppen ikke kun et sted for samtale, men også et sted, hvor deltagere kan erfare nye måder at være i fællesskab på – uden at skulle blive ens.
Bateman, A. & Fonagy, P. (2016). Mentalization-Based Treatment for Personality Disorders.
Bion, W. R. (1961). Experiences in Groups.
Elias, N. (2000). The Society of Individuals.
Foulkes, S. H. (1964). Therapeutic Group Analysis.
Hopper, E. (2003). The Social Unconscious.
Winnicott, D. W. (1965). The Maturational Processes and the Facilitating Environment.
Kaj Schrøder Hansen, autoriseret psykolog
Artiklen er oprindeligt publiceret i Specialpædagogen, nr. 1, 2026, 46. årgang.
Den tager afsæt i erfaringer fra arbejdet med heterogene grupper og undersøger, hvordan forskellighed, regulering og fælles menneskelige mekanismer kan forstås og anvendes i et terapeutisk og specialpædagogisk perspektiv.
Senest opdateret: oktober 2026